Udlændingestyrelsen: Mail modsiger kritik fra embedsmand

Skrevet af admin

17/12/2014

Dagens topnyheder

Udlændingestyrelsen fremlægger nu en korrespondance, som modsiger den sygemeldte chefkonsulent Jens Weise Olesens tidligere udtalelser om den omstridte rapport om situationen i Eritrea.

Chefkonsulenten har til flere medier fortalt, at han følte sig presset af kontorchef Jakob Dam Glynstrup til at nå en bestemt konklusion for at sætte ind over for asylstrømmen fra Eritrea.

Dermed strider hans tidligere udtalelser mod det, som Udlændingestyrelsen fremlægger onsdag.

Tidligere har han blandt andet sagt, at grundlaget var for spinkelt til at konkludere, at eritreere - der var flygtet fra nationaltjeneste - kunne rejse hjem, hvis de underskrev et angrebrev og betalte en skat på to procent.

Men i korrespondancen fra Udlændingestyrelsen - der foregår få dage efter, at han kom hjem fra den såkaldte fact finding mission - skriver Jens Weise Olesen, at der ikke var noget at frygte, hvis eritreere valgte at rejse hjem

- Der er masser af personer, der er udrejst illegalt, og som kommer hjem på besøg, efter de har betalt skat og har skrevet under på et angrebrev, skriver Jens Weise Olesen i en mail den 19. oktober.

Den nuværende justitsminister Mette Frederiksen (S) kalder forløbet omkring Eritrea-rapporten for "rodet". Men hun erklærer samtidig sin fulde tillid til styrelsen.

Til Berlingske siger Jens Weise Olesen onsdag, at den gruppe, han refererer til i e-mailen, er eritreere med udenlandsk pas, som jævnligt flyver tilbage til hjemlandet.

Han mener, at det er misvisende af Udlændingestyrelsen at lægge den pågældende e-mail frem, for at få det til fremstå, som om han var enig med ledelsen.

- Mens vi var i Eritrea, oplevede vi, at flyene var fulde af eritreere fra Kairo og Istanbul, men det er altså folk, som rejser ud og ind.

- Flere af dem har fået statsborgerskab i andre lande. De har jo intet at gøre med asylansøgere i Danmark, hvoraf mange kommer uden pas og nogle helt uden identitetspapirer, siger Jens Weise Olesen.

Eritrea-rapporten er blevet undsagt af to af de væsentligste kilder i rapporten og to navngivne medarbejdere i Udlændingestyrelsen, samt FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

/ritzau/