Udlandsdansker er årets volleyballspiller i 2015

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Den danske hæver Axel Jacobsen, som til dagligt gør sig i argentinsk volleyball, er blevet kåret til årets spiller i Danmark i 2015.

Det skete ved Dansk Volleyball Galla lørdag efter pokalfinalerne for både mænd og kvinder i Frederiksberg Hallen.

- Den 31-årige landsholdshæver har haft et forrygende år i den argentinske liga. I første halvår vandt han sølv i ligaen med Bolivar.

- Siden da er Axel Jacobsen skiftet til de forsvarende mestre San Juan, med hvem han i år har vundet pokaltitlen og en bronzemedalje ved VM for klubhold, skriver Dansk Volleyball Forbund (DVF) i en pressemeddelelse.

Også hans indsatser på landsholdet har haft stor betydning.

- På det danske landshold har den rutinerede hæver leveret den ene solide præstation efter den anden i European League, skriver DVF.

Hos kvinderne gik prisen til Ci Eshel, som også vandt i 2014.

- Halvvejs inde i sæsonen er Ci Eshel Volleyligaens næstbedste modtager med 39,71 procent perfekte modtagninger. Liberoen har i årets løb også gjort sig flot bemærket på det danske landshold med stærke præstationer i Danmarks testkampe, skriver DVF.

Det er spillerne i den danske liga, som har stemt om, hvem der skulle vinde priserne.

/ritzau/