Udpeget til scenograf: Dronningen dybt rørt

Det var ikke svært for dronning Margrethe at tage beslutningen, da hun blev spurgt, om hun ville stå for scenografi og kostumer, når Pantomimeteatret i Tivoli til sommer opfører endnu en ballet.

Dronningen har fire gange før haft opgaven som scenograf på den gamle scene i samarbejde med koreograf Dinna Bjørn og komponist James Price.

- Vi blev alle tre opfordrede til at gøre det igen, og vi var vist ikke så forfærdeligt svære at overtale, fortæller dronningen til Ritzau.

Denne gang er det H.C. Andersens eventyr "Den Standhaftige Tinsoldat", der fortolkes, og dronningen fortæller med en energi og et smil, der ikke efterlader tvivl om, at det kongelige hjerte banker for arbejdet som scenograf.

- Det er noget helt særligt, og det er en fryd at få lov til det. Jeg glæder mig over det hver gang, og jeg er lige rørt over, at andre vil lade mig prøve kræfter med det gang på gang, fortæller hun.

Dronningen, der i tidligere på måneden måtte aflyse et statsbesøg i Chile på grund af rygproblemer, kunne i sin vinterferie i Norge heller ikke stå på ski, som hun plejer. Derfor har hun haft ekstra god tid til at fordybe sig i arbejdet.

- Da jeg var på vinterferie og havde dårlig ryg, kunne jeg ikke stå på ski, men jeg kunne godt lave scenografi, så det gjorde jeg, og det var vældigt sjovt.

- Der var fred og ro i fjorten dage, hvor jeg ikke skulle lave andet end det. Og det var pragtfuldt at sidde hele dagen ved bordet, til man ikke kunne mere, og så stå op næste dag og tage fat igen, fortæller dronningen.

Scenografien til "Den Standhaftige Tinsoldat" er særligt krævende, da eventyret foregår i forskellige dimensioner - en legetøjsverden, hvor tingene har miniature-størrelse, og en verden, hvor tingene er normale.

Det har været en udfordring for majestæten - men én, hun tager i stiv arm.

- Forhindringer kan være vildt inspirerende. Når noget ikke kan lykkes, så må man jo finde på en anden god idé. Det får én til at springe højere, siger dronningen, der kan mærke, at erfaringen kommer hende til gode.

- Jeg får mere hånd om, hvad man kan og hvordan man bærer sig ad, forhåbentlig virker det også sådan på publikum, siger dronningen ydmygt.

Forestillingen får premiere den 29. juni 2013.

/ritzau/

 

Dagens Gossip