Udsigt til et nyt job: Hvad bør du forhandle om udover løn?

Skrevet af Sol Stoffregen

28/09/2015

Dagens topnyheder

Mange vil sige, at den bedste del af deres job er lønnen. En dårlig løn kan endda betyde, at du slet ikke vil have jobbet.

Faktum er, at dit job er en stor del af din dagligdag. Af den grund er der er flere ting, der kan skabe stor værdi for dig og ende med at betyde lige så meget for dig som en høj løn. Derfor bør du, ud over lønnen, være opmærksom på og eventuelt forhandle følgende punkter, inden du underskriver din kontrakt, skriver sammenligningssitet Samlino.dk.

Arbejdsopgaver
Du tænker måske ikke, at du sådan kan komme ind og ændre på dine arbejdsopgaver – stillingen er jo slået op med henblik på at dække nogle behov i virksomheden, og kan du ikke indfinde dig med dem, er der måske en anden, der kan. Men ofte er et stillingsopslag mere eller mindre vagt, når det kommer til præcise arbejdsopgaver, og du kan ud fra det risikere at skulle dække alt fra ugentlige salgsrapporter til vinduespudsning.

Sørg for at diskutere dine præcise arbejdsopgaver med din nye chef og få det ned på skrift. På den måde er det klart, hvad der forventes af dig, og du kan samtidig nemmere sige fra, hvis du pludselig står med en masse opgaver, der ikke hører til din stilling.

Bus-/Togkort
Har du brug for at tage offentlig transport til og fra arbejde? Et månedskort kan være en betydelig omkostning i dit budget. Spørg din kommende chef om der kan være mulighed for, at virksomheden vil dække dette.

Læs også: Undgå disse farver, når du skal til jobsamtale

Efteruddannelse og mulighed for forfremmelse
Flere virksomheder er åbne for at finansiere træningskurser eller eventuelt en HD. Spørg allerede til dit jobinterview om der er mulighed for dette. Det viser både, at du har drive og er interesseret i fortsat at lære og udvikle dig selv og dine kompetencer. Det vil også hurtigt kunne afsløre, om din nye arbejdsplads kun ser dig som en midlertidig løsning, eller om de rent faktisk er villige til at investere i dig og din fremtidige udvikling.

Jobtitel
Dette koster ikke din nye arbejdsgiver noget som helst men vil kunne betyde usandsynligt meget for dit CV. Særligt hvis det er dit første job. Det handler bare om at være kreativ – marketingassistent kan f.eks. ændres til marketingkoordinator og pludselig få meget mere værdi.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: