Udsigt til kraftigt fald på børsen i Frankfurt

Skrevet af admin

29/06/2015

Dagens topnyheder

Den økonomiske krise i Grækenland ser ud til at kunne koste europæiske aktionærer dyrt i løbet af mandagen.

Da der klokken otte blev åbnet for handler med de såkaldte DAX futures, faldt kursen næsten fem procent, og et kvarter senere lå kursen fortsat i samme niveau.

Det indikerer, at investorerne altså forventer et tilsvarende fald på dagen, når børserne åbner for aktiehandel.

Handlen med Eurostoxx 50-futures peger i samme retning. Indekset, der omfatter 50 af Europas største, mest likvide og solide aktier, står også til et fald på omkring fem procent i løbet af dagen.

Det franske CAC 40-futures handles mere end fem procent lavere her til morgen, mens det britiske FTSE 100 står til et fald på mere end to procent.

Det er usikkerheden om grækernes fortsatte deltagelse i eurosamarbejdet, der sender kurserne ned, og det er ikke usandsynligt, at de danske aktier vil følge efter.

I Asien er der registreret aktiekursfald på mellem to og tre procent, og samtidig er euroens kurs over for dollaren også faldet et par procent over for andre toneangivende valutaer.

Desuden er de amerikanske renter faldet ret kraftigt, og det samme billede forventes at gentage sig på børserne i Europa i løbet af dagen.

/ritzau/