Udskældt Zlatan-karantæne bliver anket

Den svenske stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic render i øjeblikket rundt med en karantæne på to spilledage i europæisk fodbold, efter at han blev udvist mod Valencia i den første af to kampe mod Valencia i Champions Leagues 1/8-finale.

Nu vælger svenskerens klub, Paris Saint-Germain, at anke dommen. Det meddeler det europæiske fodboldforbund (Uefa).

PSG vandt kampen i Spanien med 2-1 i sidste måned, og i de sidste minutter fik Ibrahimovic direkte rødt for en tackling, som kampens dommer vurderede til at være for hård.

Karantænen betyder, at Ibrahimovic ikke kan være med i onsdagens returkamp mod Valencia i Paris samt yderligere en europæisk kamp.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår der tages stilling til PSG's anke, så det er også uvist, om Ibrahimovic kan være med mod Valencia.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV