Udskiftet Gislason kritiserer Solbakken

FC København spillede en skidt første halvleg i 1-3-nederlaget på udebane til Galatasaray i Champions League.

Bagud 0-3 ved pausen skiftede FCK-træner Ståle Solbakken to mand ud i pausen - en af dem var Rurik Gislason, der blev erstattet af Christian Bolanos på højrekanten.

Islændingen er yderst skuffet over den beslutning.

- Jeg er meget skuffet. Der er mange ting, jeg vil sige nu, men jeg må hellere holde kæft, siger han.

Spørgsmål: Så det var ikke fair at udskifte dig?

- Det synes jeg ikke. Jeg spiller godt for tiden, jeg er i god form, men som jeg siger, er det nok bedst, at jeg holder min kæft.

Spørgsmål: Har Solbakken fortalt dig, hvorfor du blev taget ud?

- Vi har talt sammen, men det er mellem os to.

Spørgsmål: Men du er ikke enig med ham?

- Slet ikke.

Gislason er også træt af, at FCK'erne åbenbart lod sig ryste af det højlydte publikum i Türk Telekom Arena.

- Vi lignede næsten børn de første 15 minutter, det bør ikke ske på dette niveau. Vi skal kunne tåle den slags stemning fra lægterne, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip