Udstilling af Holocaust-karikaturer er aflyst i Iran

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

En udstilling af karikaturtegninger om Holocaust skulle lørdag have været åbnet i Irans hovedstad, Teheran, som svar på Mohammed-tegningerne i det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Men den kontroversielle udstilling er nu blevet aflyst. Det skriver nyhedsbureauet dpa lørdag.

Begrundelsen for aflysningen er officielt, at udstillingens arrangør, Massud Shodschaei, er blevet syg.

Men ifølge dpa er formodningen, at Iran ikke ville tillade udstillingen i slutfasen af atomforhandlingerne med Vesten, da det ville trække negative overskrifter og omtale.

Shodschaei har tidligere sagt om sit projekt:

- Hvis det er legitimt at fornærme profeten, bør det være lige så legitimt at undersøge Holocaust.

Udstillingen var en del af en konkurrence, som man kunne deltage i ved at indsende karikaturtegninger om Holocaust.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars indløb der bidrag fra lande i hele verden som Indonesien, Brasilien, Frankrig, Tyskland og Kina. Tegningerne var indsendt af 312 personer, hvoraf 104 var iranere.

Tegningerne skulle have været udstillet på Palæstina-Museet i Teheran.

Iran har flere gange afvist, at Holocaust overhovedet fandt sted. Specielt Irans tidligere præsident, Mahmoud Ahmadinejad, sagde flere gange, at Holocaust er opspind.

/ritzau/