Udvalg giver Vilhelmsen hård kritik for millionfejl

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

En stor næse med vorter.

Sådan betegnede Venstres Jakob Engel-Schmidt i sidste uge den kritik, som socialminister Annette Vilhelmsen (SF) stod til at få for at tildele en million kroner til projektet Stemmer på kanten, før ansøgningsfristen til puljen udløb.

Onsdag er Folketingets Socialudvalg blevet enig om en beretning i Zornig-sagen, hvor man på skrift sætter ord på kritikken.

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, glæder sig over, at det er lykkedes at samle alle partier om den fælles beretning, der giver en klar kritik af Annette Vilhelmsen, men samtidig konstaterer, at ministeren er parat til at rette op på fejlene.

I beretningen skriver det samlede socialudvalg blandt andet:

- Udvalget konstaterer, at både forløbet i forbindelse med bevillingen til Stemmer på kanten og ministerens oplysninger om sagen til Folketinget har været stærkt utilfredsstillende og mangelfulde.

- Udvalget konstaterer dog også, at ministeren har erkendt fejlene i forløbet, at hun har taget det politiske ansvar, og tager initiativer, der kan sikre, at et tilsvarende forløb ikke gentager sig, skriver udvalget.

Man lægger samtidig vægt på, at Annette Vilhelmsen har lovet at gennemføre en uvildig advokatundersøgelse af hele forløbet om bevillingen til Stemmer på kanten og optakten til den nu berømte udtalelse på tv, hvor Annette Vilhelmsen sagde til Zornig:

- Det er én million til dig.

Udvalget forventer, at det bliver inddraget i udarbejdelsen af kommissoriet for undersøgelsen, så man kan sikre, at alle spørgsmål bliver besvaret.

Enhedslistens Finn Sørensen siger:

- Jeg ser frem til at ministeren snarest fremlægger kommissorium for advokatundersøgelsen.

- Det er vigtigt, at Folketingets partier får indflydelse på de spørgsmål, der skal undersøges, og at sagen så hurtigt som muligt blive fuldt oplyst af en uvildig instans.

/ritzau/