Udvalg rykker betænkning om offentlighedslov

Folketingets retsudvalg skriver først betænkning om den omstridte offentlighedslov tirsdag den 28. maj, selv om pennen allerede skulle have været til papiret torsdag 23. maj.

Det oplyser Pia Adelsteen, som er Dansk Folkepartis ordfører om offentlighedsloven. Den skal efter planen vedtages ved tredjebehandlingen torsdag den 30. maj.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har sikkert flertal med Venstre og De Konservative.

Derimod er Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance imod lovforslaget.

- Vi har ikke fået svar på de sidste spørgsmål. Desuden har vi en dialog med forsvarsministeren om, at Forsvarskommandoen og departementet (ministeriet) skal lægges sammen. Det giver også problemer med offentlighedsloven, siger Pia Adelsteen.

Kritikerne peger især på problemer i paragraf 24 og paragraf 27. Den første paragraf sikrer ministeren et fortrolighedsrum med embedsmænd i styrelser ligesom med sine embedsmænd i ministeriet. Paragraf 27 sikrer ministeren fortrolighed ved forhandling med politikere i Folketinget.

Pia Adelsteen erkender, at Morten Bødskov trods forsinkelsen har sikkert flertal bag loven.

- Jeg synes, at det er underligt, at man bruger syv år i en kommission (om offentlighedsloven). Vi skal så på tre måneder have afklaret alle konsekvenserne af lovforslaget. Og det er faktisk meget omfattende, siger Pia Adelsteen.

- Vi havde håbet, at vi kunne udsætte loven endnu mere, men det er nok tvivlsomt, siger hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip