Udvalgsformand: Kritik fra DF er det sædvanlige bavl

»Martin Henriksen bevæger sig ud på tynd is i sin kritik af SSW. Partiet er fuldstændigt uafhængigt af de organisationer, der driver skolerne, så Martin Henriksen blander i den grad pærer og bananer sammen. Desuden blander tyske politikere sig jo heller ikke i, hvilket sprog tyskere bosat i Danmark skal tale, og det er heller ikke vores opgave at blande os i det,« siger han.

Martin Henriksen, der også er medlem af Sydslesvigudvalget, kritiserede torsdag mindretallets politiske parti for ikke at gøre nok for at fastholde det danske sprog og den danske kultur.

»Det danske sprog bliver efter min opfattelse ikke brugt så meget mere i det danske mindretal, som det gjorde førhen. Nu er der flere, der i højere grad taler tysk med hinanden også internt i det danske mindretal. Det er jo fuldstændigt oplagt for for eksempel et parti som SSW at tage det op og sige: ’Det er da et problem, kære venner. Det må vi da gøre noget ved’,« sagde Martin Henriksen til Berlingske torsdag. Her nævnte han som eksempel danske skoler i Sydslesvig, hvor der tales tysk i skolegården.

Men Martin Henriksens kritik skyder ikke bare skævt, den lander også på det uheldigst tænkelige tidspunkt, siger Benny Engelbrecht.

Den tyske forfatningsdomstol vurderer nemlig lige nu en klage fra ungdomsafdelingen af det konservative parti CDU, som har anlagt sag angående den særregel, der gælder for det danske mindretal i Sydslesvig. Særreglen betyder, at det danske mindretalsparti er fritaget for den tyske spærregrænse på fem procent ved valg til landdagen i Slesvig-Holsten. Og det er ifølge CDUs ungdomsafdeling en forfatningsstridig beskyttelse.

Martin Henriksen gav torsdag de unge konservative ret i en række af deres kritikpunkter, blandt andet at ledende skikkelser i SSW i stigende grad markedsfører sig selv som nogen, der har en regional identitet og en flerkulturel identitet i stedet for at have en dansk identitet.

»Jeg opfatter udmeldingen fra Martin Henriksen som en symbolsk kritik og som det sædvanlige bavl, der falder på et ekstremt uheldigt tidspunkt. Når forfatningsdomstolen voterer på et klagespørgsmål, så er det uheldigt, at Martin Henriksen får det til at lyde som om, der skulle være belæg for nogle af de kritikpunkter, der fremlægges, når han ikke har styr på fakta,« siger Benny Engelbrecht, der fortsætter:

»Martin Henriksen er ny i Sydslesvigudvalget, men hvis han er i tvivl om, hvordan tingene hænger sammen, kan han bare ringe til udvalgets formand, som er mig, så vil jeg meget gerne præsentere ham for det faktuelle grundlag,« siger han.

Sagen ved den tyske forfatningsdomstol forventes afgjort til september.

Dagens Gossip