Udveksling af fanger mellem Iran og USA er gennemført

Skrevet af admin

17/01/2016

Dagens topnyheder

Fire iransk-amerikanere har forladt Teheran og er på vej til Bern i Schweiz. De er blevet frigivet fra iransk fangenskab i forbindelse med en fangeudveksling med USA, oplyser iransk stats-tv søndag.

Jason Rezaian, der er avisen Washington Posts korrespondent i Teheran, den kristne præst Saeed Abedini, Amir Hekmati, der tidligere har været tilknyttet USA's flåde, samt Nosratollah Khosravi, er lettet og med om bord "på et særligt Swiss-fly", hed det i rapporten.

Oplysningerne om, at de fire var frigivet og havde forladt landet, har hele søndag bølget frem og tilbage. Det gælder også oplysningen om, at amerikaneren Khosravi skulle befinde sig på flyet. Det dementeres af de amerikanske myndigheder.

Tidligere søndag oplyste det iranske nyhedsbureau Tasnim, at Jason Rezaian og hans kone, Yeganeh Salehi, havde forladt landet, som et led i fangeudvekslingen med USA. Den oplysning blev umiddelbart efter dementeret af de iranske myndigheder.

Samtidig er flere amerikansk-iranere, der har været tilbageholdt i amerikanske fængsler efter at være blevet anklaget eller dømt for overtrædelser af sanktioner, blevet løsladt, oplyser deres advokater til nyhedsbureauet Reuters søndag.

USA siger, at syv iranere, der i amerikanske fængsler ventede at blive stillet for retten for brud på sanktioner, er blevet benådet. Der er Nader Modanlo, Bahram Mechanic, Khosrow Afghahi, Arash Ghahreman, Tooraj Faridi, Nima Golestaneh og Ali Sabouni.

Seks af mændene har dobbelt iransk-amerikansk statsborgerskab.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger ifølge Reuters i en kommentar, at fangeudvekslingen i kølvandet på atomaftalen og ophævelsen af sanktioner mod Iran, er med til at styrke båndene mellem de to lande.

- Nu er tiden moden til gennem dialog at presse på for samarbejde om andre udfordringer. Samtalerne bør fortsætte for en mere sikker fremtid," sagde han.

/ritzau/AFP