Udvikling: Flere kvindelige ledere i organisationerne

Mens kvinder har svært ved at trænge helt til tops i private virksomheder, går det bedre i de store folkelige interesseorganisationer.

Hver tredje topleder i landets store humanitære organisationer, patientforeninger, grønne organisationer og andre interesseorganisationer er en kvinde.

Det viser en stor kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget blandt 100 af landets største og mest indflydelsesrige organisationer, hvoraf nogle har over 100.000 medlemmer.

Ud af de 198 bestyrelsesformænd, direktører, generalsekretærer og sekretariatsledere er de 68 kvinder – svarende til 34 procent.

En af landets førende eksperter i køn og ledelse, professor Anette Borchorst fra Aalborg Universitet, mener, at andelen af kvindelige topledere i de store organisationer er et udtryk for den almindelige udvikling i samfundet.

»Kvinder er begyndt at have længere uddannelser end mænd, og der er en tendens til, at der er flere kvinder til stede på de mere bløde og sociale områder. Måske synes organisationerne også selv, det er vigtigt at have en kønsmæssig balance,« siger Anette Borchorst.

Andelen er kvindelige ledere i organisationsverdenen er væsentlig højere end i private virksomheder, hvor blot 6-8 procent af toplederne på direktionsgangen og i bestyrelseslokalet er kvinder.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV