Udviklingsbistand skal finansiere asylboom

Skrevet af admin

23/10/2014

Dagens topnyheder

Et boom i antallet af asylansøgere i Danmark vil næste år give en ekstraregning på 4,5 milliarder kroner for staten og kommunerne. Regeringen henter de 2,5 milliarder kroner ved at omlægning af udviklingsbistanden, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.

Dermed vil en større del af dansk udviklingsbistand gå til at modtage flygtninge på dansk jord. Det skyldes, at verdens flygtningesituation er helt ekstraordinær, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en skriftlig kommentar.

- Verden står i brand, og mere end 50 millioner mennesker er på flugt. Vi står i en helt ekstraordinær situation med nogle helt ekstraordinært store humanitære udgifter til at hjælpe flygtninge ude i verden og i Danmark, hvor mange midlertidigt søger ly, siger Mogens Jensen.

I 2014 afsættes yderligere 350 millioner kroner over udviklingsbistanden til såkaldte præasyludgifter i Danmark - det vil sige for eksempel udgifter til indkvartering og forplejning af asylansøgere. I 2015 hentes 2,5 milliarder kroner.

/ritzau/