Udviklingsminister Friis Bach går af: Derfor forlader han sin post

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) går af onsdag aften, oplyser kredsformand Hans Jørgen Nygaard (R) fra Nordjylland ifølge Politiken.

Det sker efter flere rygter onsdag, da Friis Bach afbrød sin rejse i Mellemøsten for at rejse hjem til en "politisk sag".

- Han takker af i aften, det har han selv kontaktet mig og fortalt, siger kredsformand Hans Jørgen Nygaard fra Nordjylland til Politiken.

Udviklingsministeren indledte sit besøg i Israel og Palæstina tirsdag, hvor det var planen, at han skulle udtrykke dansk støtte til forhandlingerne om en tostatsløsning og sende et signal om, at den danske regering er bekymrede over den humanitære situation i Gaza.

Kredsformanden oplyser, at det er sagen om den sydkoreanske klimaorganisationen GGGI, hvor Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er formand, der er årsag til at han går af.

- Det er et eller andet med GGGI, hvor han mener at have fejlet og derfor har fejlinformeret. Det er, hvad jeg ved, siger Hans Jørgen Nygaard.

En fratrædelse, som udviklingsministeren ifølge sin kredsformand er ked af.

- Det er han da helt sikkert ked af. Han har været rigtig glad for at være udviklingsminister, men jeg ved ikke så meget. Jeg ved kun, at det sker, siger kredsformanden.

Danmark har givet 90 millioner kroner til GGGI, og Friis Bach har tidligere oplyst, at han ikke informerede Folketinget om rod i regnskaber og frås, fordi det ikke var korruption.

Affæren er dog ikke ensbetydende med, at Friis Bach mister tilliden fra sit bagland.

- Men vi er meget glade for Christian. Og jeg mener ikke, at det er noget, der vil rokke ved vores tillid til ham som kandidat. Så jeg kan ikke forestille mig, at det vil få nogen konsekvenser for ham hos os i Nordjylland, lyder det.

Efter planen skulle Christian Friis Bach blandt andet mødes med Israels viceudenrigsminister, Ze’ev Elkin, og med den palæstinensiske udenrigsminister, Riyad al-Maliki.

/ritzau/