Udvisningstruet sushikok kan blive på Fanø med familien

Skrevet af admin

16/06/2016

Mest læste i dag

Kinesiske Wang Zhao kan sammen med sin kone og lille barn blive på Fanø, hvor Wang Zhao arbejder på en sushirestaurant.

Det skriver JydskeVestkysten. Wang Zhao havde i første omgang fået afslag på sin ansøgning om permanent opholds- og arbejdstilladelse, og det vakte stor debat.

Blandt andet gik Fanø borgmester, Erik Nørreby (V), ind i sagen.

Nu har han altså alligevel fået lov at blive, foreløbig frem til 2020, ifølge JydskeVestkysten.

- Jeg er rigtig glad for at kunne begynde at arbejde igen, men jeg vil virkelig gerne have en permanent tilladelse, siger Wang Zhao til JydskeVestkysten.

Sushikokken har boet i Danmark i ni år. Hans opholdstilladelse løber nu til 2020, men han håber stadig at få permanent opholdstilladelse.

Da historien kom frem i TV2 i maj, herskede der en del forvirring om, hvorfor Wang Zhao havde fået afslag.

Men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastslog, at uanset om løn udbetales som bonus eller for sæsonarbejde, så tæller det med, når det afgøres, om en udlænding lever op til kravene.

- Jeg må ikke kommentere på konkrete sager, men ud fra den mediedækning, jeg har fulgt i dag, er der ingen tvivl om, at han (Wang Zhao red.) tjener over 375.000 kroner om året, sagde Inger Støjberg.

- Derfor har jeg bedt mine embedsmænd om i en ruf at kontakte Wangs advokat, så de kan skynde sig at sende en ny ansøgning. Og så tror jeg faktisk, det hele løser sig, lød det fra ministeren.

/ritzau/