Uefa afviser Serbien og Albaniens appeller

Skrevet af admin

02/12/2014

Mest læste i dag

Fodboldforbundene i Serbien og Albanien fik intet ud at appellere straffene, som de europæiske fodboldforbund Uefa tildelte de to nationer efter optøjer i forbindelse med en EM-kvalifikationskamp i Danmarks gruppe.

Nyhedsbureauet afp skriver tirsdag, at Uefa har afvist appellerne.

Kampen mellem de to hold 14. oktober blev afbrudt ved stillingen 0-0 og blev aldrig spillet færdig grundet uroligheder på stadion i Beograd.

De begyndte, da en drone med et storalbansk flag fløj ind over banen. En serbisk spiller fik fat i dronen, hvilket udløste skænderier mellem de to holds spillere.

Herefter blev banen invaderet af tilskuere, så spillere måtte flygte i omklædningsrummet.

Efterfølgende blev Serbien tildelt sejren på 3-0, men blev i samme ombæring fratrukket tre point, så ingen af holdene reelt fik point ud af kampen.

Desuden blev Serbien dømt til at spille uden tilskuere i de efterfølgende to kampe. Herunder den mod Danmark, som Morten Olsens tropper vandt 3-1.

Serbien og Albanien har nu den mulighed at gå til sportsdomstolen CAS som den sidste retsinstans.

Dommen har haft positiv indflydelse på Danmarks placering i EM-kvalifikationsgruppe I.

Danmark fører gruppen med syv point for fire kampe, mens Portugal har seks point for tre kampe. Herefter følger netop Albanien og Serbien med henholdsvis fire og et point, begge for tre kampe.

/ritzau/