Uefa kårer Griezmann som EM's bedste

Skrevet af admin

11/07/2016

Dagens topnyheder

Med seks mål blev han EM's suveræne topscorer, og nu har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) også officielt kåret Antoine Griezmann som turneringens bedste spiller.

Det er et panel af 13 såkaldte "tekniske observatører", der har udvalgt Atlético Madrid-spilleren til hæderen.

Det oplyser Uefa på sin hjemmeside.

Rumæneren Ioan Lupescu er leder af panelet, som tæller blandt andre Sir Alex Ferguson, Thomas Schaaf, Alain Giresse og danske Peter Rudbæk, tidligere toptræner og nuværende chef for DBU's træneruddannelse.

Antoine Griezmann scorede sit første EM-mål, da han bragte Frankrig foran 1-0 mod Albanien i den indledende runde.

Siden sørgede han med to mål for 2-1-sejren over Irland i ottendedelsfinalen og scorede derefter en enkelt gang, da Island blev slået 5-2 i kvartfinalen.

Griezmanns sidste to EM-scoringer faldt i semifinalen mod Tyskland, hvor han lavede begge sit holds mål i 2-0-sejren.

Den målfarlige franskmand er naturligvis også med på det all star-hold fra slutrunden, som panelet samtidig har udtaget.

Portugals europamestre er repræsenteret med fire spillere, mens Tyskland har fået tre spillere med.

Rui Patrício (Portugal) - Joshua Kimmich (Tyskland), Jérôme Boateng (Tyskland), Pepe (Portugal), Raphaël Guerreiro (Portugal) - Toni Kroos (Tyskland), Joe Allen (Wales) - Antoine Griezmann (Frankrig), Aaron Ramsey (Wales), Dmitri Payet (France) - Cristiano Ronaldo (Portugal).

/ritzau/