Uefa spærrer Liverpool-stopper i resten af sæsonen

Skrevet af admin

28/04/2016

Dagens topnyheder

Liverpools forsvarsspiller Mamadou Sakho kommer ikke i kamp mere i denne sæson, efter at han er blevet testet positiv for et forbudt stof.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har torsdag udelukket franskmanden i 30 dage, mens sagen bliver undersøgt til bunds.

Herefter skal forbundets etiske udvalg udmåle den endelige straf.

Sakho afleverede en positiv dopingprøve i forbindelse med Liverpools udekamp mod Manchester United i Europa League 17. marts.

- Spilleren har ikke bedt om at få analyseret B-prøven. Uefa har nu udelukket spilleren foreløbig i 30 dage, indtil en endelig afgørelse er truffet af Uefas Kontrol-, Etik- og Disciplinærudvalg, lyder det i en meddelelse fra forbundet.

Inden da vil Sakho blive indkaldt til en høring, hvor han skal tale sin sag.

- Datoen for høringen vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, skriver Uefa.

Liverpool valgte selv i sidste weekend at spærre Sakho, der har været på banen 34 gange i denne sæson.

Den nu 26-årige midterforsvarer kom til Merseyside fra Paris Saint-Germain i efteråret 2013, og hans præstationer for klubben har fået blandede anmeldelser.

På det seneste har han dog lignet en fast bestanddel af manager Jürgen Klopps defensiv, og han gjorde sig bemærket med scoringer i både 4-3-sejren over Dortmund og 4-0-triumfen mod Everton.

Ifølge franske medier er det et fedtforbrændende stof, der er blevet sporet i Sakhos dopingprøve.

Brud på antidoping-reglementet kan give op til to års karantæne, men blandt andre Sakhos holdkammerat i Liverpool Kolo Toure er tidligere sluppet billigere for en lignende forseelse.

I 2011 blev den daværende Manchester City-spiller idømt en karantæne på seks måneder.

/ritzau/