Uefa straffer Feyenoord for racisme

Skrevet af admin

27/04/2015

Mest læste i dag

Den hollandske fodboldklub Feyenoord har fået bøder for samlet 750.000 kroner og skal spille en kamp med tomme tribuner som følge af racistisk opførsel fra klubbens fans i Europa League-kampen mod italienske AS Roma i februar.

Det skriver Feyenoord på klubbens hjemmeside.

I kampen blev der blandt andet kastet en oppustelig banan ind på banen, og den var ifølge det europæiske fodboldforbund (Uefa) rettet mod italienernes mørke spiller Gervinho.

Det koster den hollandske klub en bøde på 375.000 kroner, og klubben har fået en bøde yderligere i samme størrelsesorden for affyring af pyroteknik og andre uroligheder under kampen.

Samtidig skal klubben spille deres næste europæiske hjemmekamp uden tilskuere og har desuden fået en betinget dom mere, som kan udløse endnu en hjemmekamp uden tilskuere, hvis lignende scener gentager sig inden for de næste to år.

/ritzau/