Uefa straffer Simeone og Alonso efter CL-ballade

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

Diego Simeone kommer ikke til at være til stede på sidelinjen, når Atlético Madrid spiller sin første kamp i Champions League-gruppespillet i den kommende sæson.

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har tildelt cheftræneren for de spanske fodboldmestre en spilledags karantæne for en episode under Champions League-finalen i maj mod Real Madrid.

Mod afslutningen af den forlængede spilletid var den argentinske træner inde på banen og var i heftig diskussion med Real Madrid-forsvareren Raphaël Varane.

Også Real Madrids Xabi Alonso er blevet straffet, og det selv om han slet ikke var med i kampen.

Spanieren, der var karantæneramt i finalen, løb efter 4-1-sejren ind på banen og fejrede sejren med holdkammeraterne, hvilket altså ikke er tilladt ifølge Uefas regler.

Xabi Alonso er også blevet idømt en spilledags karantæne, men han slipper for at afsone karantæne i Champions League.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skal Xabi Alonso afsone karantænen i prestigekampen om den europæiske Super Cup, som bliver spillet mod Sevilla, der vandt Europa League.

Både Real Madrid og Atlético Madrid er også blevet tildelt bøder, fordi klubberne blev tildelt henholdsvis fem og syv gule kort under kampen.

Real Madrid skal af med 18.000 euro (cirka 134.000 kroner), mens Atlético Madrid skal betale 21.000 euro (cirka 157.000 kroner).

/ritzau/