Uefa vælger Platinis afløser i september

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, vil vælge en ny præsident 14. september. Det oplyser forbundet onsdag på sin hjemmeside.

Indtil da vil posten ikke være besat, eftersom Michel Platini, som har fået en karantæne på fire år, er trådt tilbage som præsident.

Platini havde anket sin karantæne til Den Internationale Sportsdomstol, CAS, som 9. maj skar karantænen ned fra seks til fire år. Det ændrede ikke det store og betød, at Platini trak sig tilbage som præsident.

En ny præsident vil blive valgt på Uefa-kongressen i græske Athen og vil sidde på posten indtil marts 2019.

Den valgte præsident vil også blive en af vicepræsidenterne i Det internationale Fodboldforbund, Fifa. Fristen for tilmelding af kandidater er 20. juli.

Allerede en time efter afsløringen af datoen for præsidentvalget annoncerede formanden for Det Hollandske Fodboldforbund, Michael van Praag, at han stiller op.

- Han ønsker at fuldføre Platinis periode og derefter give plads til en ny og bredt støttet leder, meddeler Det Hollandske Fodboldforbund.

For et år siden var van Praag også en del af præsidentvalgkampen i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, men på grund af manglende opbakning trak han sig en uge før valget.

Baggrunden for Michel Platinis karantæne var en pengeoverførsel fra Fifa til Platini på to millioner schweizerfranc i 2011.

Sepp Blatter, som var daværende Fifa-præsident, har hævdet, at det var for et stykke arbejde, Platini havde udført for Fifa, men den forklaring var der ingen, der købte.

Blatter har selv anket en langvarig karantæne til CAS, men udfaldet af den sag er endnu ikke afgjort.

Platini havde håbet på at få annulleret hele karantænen hos CAS, men det valgte et panel hos sportsdomstolen altså ikke at gøre.

Platini har forklaret, at han i 1998 indgik en mundtlig aftale med Blatter om en årlig betaling på en million schweizerfranc.

CAS har dog vurderet, at der ikke var tale om en legitim aftale, da udbetalingen fandt sted mere end otte år efter, at aftalen udløb.

/ritzau/