Uefa vil ændre seedningssystem i Champions League

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

Fra næste sæson vil det europæiske fodboldforbund (Uefa) lave om på seedningssystemet i Champions League.

I dag bliver den forsvarende Champions League-vinder topseedet sammen med de øverst rangerede klubber på Uefas koefficientliste, men sådan bliver det ikke fremover.

I stedet skal titelindehaveren topseedes sammen med de nationale mestre fra de syv øverst rangerede lande.

- Det vil give en anden dynamik i lodtrækningen, og i den måde grupperne bliver sammensat på, siger Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, ifølge Sky Sports.

I denne sæsons Champions League var de engelske mestre, Manchester City, placeret i andet seedningslag, mens sidste års nummer tre og fire i Premier League, Chelsea og Arsenal, var i øverste seedningslag.

- Folk havde svært ved at forstå, hvorfor en national mester var placeret i et lavere seedningslag end nummer tre fra det samme land, siger Gianni Infantino.

De otte topseedede klubber i dette års Champions League er Real Madrid (titelindehaver), FC Barcelona, FC Bayern München, Chelsea, Benfica, Atlético Madrid, Arsenal og FC Porto.

/ritzau/