Uefas beredskabsplan skal sikre EM for fyldte tribuner

Skrevet af admin

23/03/2016

Mest læste i dag

Sommerens EM-slutrunde i fodbold skal afvikles foran fyldte tribuner, selv om værtslandet, Frankrig, er i risikozonen for angreb.

Sådan lyder meldingen fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) dagen efter bombeangrebene mod nabolandet Belgien.

Uefa opererer ikke med planer om at afvikle EM-kampe for lukkede døre af sikkerhedsmæssige årsager, siger en Uefa-talsmand til nyhedsbureauet AFP.

- Vi er overbeviste om, at alle sikkerhedsforanstaltninger vil være på plads for en sikker og festlig EM-slutrunde, og derfor er der ingen planer om spille for lukkede døre, siger Uefa-talsmand Pedro Pinto.

- Ikke desto mindre arbejder vi på beredskabsplaner og på flere scenarier omkring krisesituationer, da vi tager sikkerheden meget alvorligt, tilføjer han.

Udtalelsen kommer på baggrund af, at den italienske vicepræsident for Uefas eksekutivkomité Giancarlo Abete tirsdag blev citeret for at sige, at det af sikkerhedsmæssige hensyn kunne blive nødvendigt at afvikle EM-kampe uden tilskuere.

Frankrigs nationalstadion, Stade de France i Paris, var tiltænkt at skulle rammes af bombeangreb i forbindelse med angrebet mod Paris 13. november sidste år.

Flere selvmordsbombere forsøgte at få adgang til stadion i forbindelse med testkampen mellem Frankrig og Tyskland, men da det ikke lykkedes, detonerede de bomberne uden for stadion.

Sommerens EM-slutrunde afvikles fra 10. juni til 10. juli.

/ritzau/