Uenighed om skoledagens længde i fremtidens folkeskole

Det er meldingen fra de blå partier, der fredag eftermiddag ankom til forhandlinger hos uddannelsesminister Christine Antorini (S).

En af de helt store knaster i forhandlingerne er, hvor mange timer eleverne skal gå i skole om ugen.

Oprindeligt ville regeringen have en skoleuge på 37 timer for de store elever, men timetallet er ikke afgørende, lyder det nu fra den radikale folkeskoleordfører, Lotte Rod (R).

»Vi vil gerne skabe en mere varieret skoledag, og det tager jo lidt mere tid, når man skal have plads til bevægelse, lektiehjælp, virksomhedsbesøg og udeskole i løbet af dagen. Vores bud er jo 37 timer, men timetallet i sig selv er ikke det afgørende,« siger hun.

Meget tyder da også på, at regeringen må barbere antallet af timer ned.

Ifølge Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), ender skoledagen med at blive »længere end i dag, men kortere end det regeringen har foreslået«.

Venstre har selv spillet ud med, at skoleugen for de store elever maksimalt skal være 35 timer om ugen.

»Det afgørende er for det første, at der bliver flere timer, for vi har brug for det faglige løft og for det andet, at vi så også får lavet en skoledag, som ikke er helt så lang, som det regeringen lagde op til,« siger han.

De Konservative, der hele vejen igennem forhandlingsforløbet har tordnet imod det, de kalder heldagsskolen, vil ikke lægge sig fast på et bestemt timetal.

»Vi vil ikke lægge os fast på timetallet, fordi det vigtigste for os er indholdet. Vi har tordnet imod heldagsskolen med alle aktivitetstimerne, fordi det var et miskmask af fritidsaktiviteter og skoledag,« siger de Konservatives folkeskoleordfører, Vivi Kier (K).

Spørgsmål: Kan 35 timer være okay, hvis indholdet er det rigtige?

»35 timer, synes jeg, er rigtig mange timer, men igen - jeg vil gerne have lov til at se på indholdet, så jeg lægger mig ikke fast på noget timetal nu,« siger hun.

Dansk Folkeparti fokuserer også på den samlede pakke.

»Vi har spillet ud med 8 til 14, og det er bakket op af lærerforeningen. Regeringen er helt oppe på 37 timer. Det er det, vi skal forhandle om, og jeg håber, vi kan mødes på noget, der er acceptabelt for alle parter,« siger uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen (DF).

Folkeskoleforhandlingerne fortsætter mandag, og det ventes, at parterne kan nå en aftale i begyndelsen af næste uge.

Dagens Gossip