Uenighed truer Thornings nye naturfond

Skrevet af admin

12/02/2014

Mest læste i dag

Det blev kaldt en historisk beslutning, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og formændene for Aage V. Jensens Naturfond og Villum Fonden 2. december i fjor underskrev en principaftale om oprettelse af Den Danske Naturfond.

Men dårligt er aftalen faldet på plads, før parterne er blevet uenige om de økonomiske vilkår for fonden, skriver Politiken onsdag.

Efter planen skal fonden med en startkapital på 875 millioner kroner sikre mere og bedre natur i Danmark gennem opkøb af naturområder, men nu truer Aage V. Jensens Naturfond med at trække sit tilsagn om et bidrag på 125 millioner kroner.

Samtidig mener Villum Fonden, som skal bidrage med 250 millioner kroner, at det oplæg, som regeringen har udformet i kølvandet på principaftalen, er uspiseligt:

- Vi er helt enige med Aage V. Jensens Naturfond i, at det ikke er i overensstemmelse med det, vi aftalte, siger Villum Fondens direktør, Kjeld Juel Petersen, til Politiken refererende til Finansministeriets forslag om, at alle bidrag skal gå via finansloven.

I principaftalen beskrives naturfonden som "et politisk uafhængigt organ" med egen bestyrelse. Tanken er, at den selv skal rejse flere penge fra andre fonde, virksomheder og private, så den i 2016 når op på en milliard kroner.

Staten skal selv skyde 500 millioner kroner i naturfonden.

Men Aage V. Jensens Naturfond og Villum Fonden mener, at uafhængigheden og dermed muligheden for at rejse flere penge går fløjten, hvis Finansministeriet får sin vilje.

Fondene vil ikke indbetale deres penge på en konto i ministeriet.

- Det er simpelthen utænkeligt for os, og det har vi klart sagt, siger Kjeld Juel Petersen.

Hos Aage V. Jensens Naturfond mener næstformand Nils Wilhjelm, at den nye naturfond skal være en folkesag. Men det bliver den ikke, hvis "man bare betaler til statskassen", siger han til Politiken.

Finansministeriet henviser til en række formuleringer i principaftalen om fondens uafhængighed, men ønsker i øvrigt ikke at kommentere sagen, da forhandlingerne om fonden foregår i Miljøministeriets regi.

Den nye miljøminister, Kirsten Brosbøl (S), siger i en skriftlig kommentar til avisen:

- Der er en dialog med Villum Fonden og Aage V. Jensens Naturfond om teknikken bag Den Danske Naturfond, men jeg kan love, at denne sag har min fulde opmærksomhed. Det er fortsat min forventning at fremsætte lovforslaget i foråret.

/ritzau/