Uffe Elbæk afviser kritik af 30 timers arbejdsuge

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, afviser økonomers kritik af, at der kan komme græske tilstande i Danmark, hvis partiets politik gennemføres.

Elbæk afviser for eksempel, at det vil være problematisk at sænke arbejdstiden fra 37 til 30 timer om ugen. Netop det går Alternativet blandt andet til valg på.

- Det kan da sagtens lade sig gøre, for det er noget, vi bestemmer selv. Det siger jeg lidt småsikkert, men jeg mener det faktisk. Da jeg kom ud på arbejdsmarkedet, arbejdede vi 42 timer om ugen. Tro det eller ej. I dag er det så 37 timer.

- Vi er altså gået fem timer ned, mens jeg har været på arbejdsmarkedet, og er samfundet blevet fattigere? Er det blevet mindre produktivt? Nej. Vi kan sagtens gå ned i timer.

- Det skal selvfølgelig gøres over en 10-årig periode, og det skal være arbejdsmarkedsparter, som indgår i den løsning, hvis det står til os. Vi er fuldstændig sikre på, at dette er ganske realistisk, siger Elbæk til Ritzau.

Økonomer piller i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten Alternativets politik fra hinanden.

Jan Rose Skaksen, forskningschef for Rockwool Fondens Forskningsenhed og tidligere økonomisk vismand, er "ikke i tvivl om, at Danmark vil blive et fattigere land, hvis man gennemfører partiets forslag".

- Alene hvis danskerne skal arbejde 30 timer frem for 37 timer, vil skatteindtægterne gå så meget ned, at man skal skære, hvad der svarer til mellem halvdelen og tre fjerdedele af sundhedsvæsnet væk, siger Jan Rose Skaksen til avisen.

Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi på Aarhus Universitet, er heller ikke optimist.

- Med partiets forslag vil der være behov for markante nedskæringer i den offentlige sektor. Man skal til Grækenland for at finde noget, der ligner, siger Bo Sandemann Rasmussen til avisen.

I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau står Alternativet til 2,9 procent af stemmerne. Det vil kunne udløse fem potentielt meget vigtige mandater for rød blok og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

/ritzau/

Dagens Gossip