Uffe Elbæk er overbevist: Vi kan komme i Folketinget

Skrevet af admin

27/05/2015

Dagens topnyheder

Rød bloks chancer for at fastholde magten efter det kommende folketingsvalg, kan meget vel vise sig at afhænge af, hvorvidt det nye parti Alternativet får et godt valg.

Og ifølge Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, bliver Folketinget et nyt parti rigere efter den valgkamp, som statsminister Helle Thorning-Schmidt skyder i gang på et pressemøde i statsministeriet onsdag klokken 11.

- Min mavefornemmelse er, at det går rigtig fint, og jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kan komme i Folketinget. Og det skal jeg jo sige, men det er også min fornemmelse, siger Uffe Elbæk til Ritzau.

Alternativet skal have mindst to procent af stemmerne ved det kommende valg for at komme ind i Folketinget. Hvis det ikke lykkes, vil stemmerne i princippet være spildt for rød blok - hvor Alternativet primært forventes at hente stemmer.

Uffe Elbæk er dog fortrøstningsfuld frem mod valget og tror på, at Alternativet kan fange vælgernes opmærksomhed med sine kampagner.

- Vi kommer til at køre arrangementer over hele landet, og jeg tror på, at vi har nogle gode kampagneidéer, siger Uffe Elbæk og fortsætter:

- Der er tre ting, som er vigtige for os: Det ene er en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark. Vi vil også meget gerne fokusere på at få en stærkere iværksætterkultur, og det sidste er, hvordan vi slipper de offentlige institutioner fri.

Alternativet får i helt nye meningsmålinger medvind fra vælgerne. Blandt andet får Alternativet 2,3 procent af stemmerne i en meningsmåling foretaget af Megafon for TV2. Det vil i så fald betyde, at partiet kommer i Folketinget.

Alternativet peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter valget.

/ritzau/