Uffe Elbæk: Giv Snowden asyl i Danmark

Det mener tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R). 

Snowden er i øjeblikket genstand for et diplomatisk tovtrækkeri mellem USA, der kræver ham udleveret, og Rusland, hvor Snowden opholder sig efter at have lækket oplysninger til pressen om amerikanske og britiske myndigheders masseovervågningsprogrammer. 

På Facebook erklærer Elbæk sig onsdag »fuldstændig enig« i en klumme i Politiken om Edward Snowden af avisens kronikredaktør Christoffer Emil Bruun, der undrer sig over, at debatten om dansk asyl til whistlebloweren stort set er udeblevet, ligesom han beklager, at ingen lande tør give Snowden asyl på grund af pres fra USA. 

»Jeg ville i hvert fald være stolt, hvis Danmark ville give Edward Snowden asyl. Det ville være en demokratisk markering af de store,« skriver Uffe Elbæk på Facebook onsdag aften.

Ifølge Bruun - og Elbæk - er asyl til Snowden moralsk set det eneste rigtige.

»I et halvt århundrede var overvågning nerven i det greb, som diktaturer holdt de østeuropæiske befolkninger i. Men de amerikanske trusler har tilsyneladende opløst den lære, historien burde have givet os europæere,« skriver Christoffer Emil Bruun i sin klumme.

Uffe Elbæk er i dag Det Radikale Venstres ordfører for forskning og nordisk samarbejde, efter han i december sidste år måtte trække sig fra kulturministerposten i kølvandet på beskyldninger om nepotisme.

Dagens Gossip