Uffe Elbæk kunne ikke kalde en »skovl for en skovl«

Den tidligere kulturminister har erkendt, at han - med sine egne ord - har lavet for meget støj og har skabt »store irritationer« for sin gruppe med sine politiske solomeldinger.

»Jeg har stor respekt for mit parti, men jeg må bare sige, at den måde at være politiker på, hvor man ikke kan sige, hvad man mener, det er bare ikke mig.«

»Jeg tror, at vi alle sammen som politikere må stille spørgsmålstegn ved, om det er den slags politiske kultur, vi ønsker,« siger Uffe Elbæk i et interview med TV 2 News.

Her understregede han også, at han ikke har planer om at melde sig ind i et andet parti, og at han som løsgænger fortsat vil bakke op om Helle Thorning-Schmidts (S) regering. Men han har samtidig et håb om, at der nu bliver mulighed for at være mere åben, nu hvor han ikke længere vil være underlagt et topstyret parti.

»Jeg ønsker at være en langt mere gennemsigtig politiker, jeg ønsker at stå på mål for mine politiske værdier.«

»Jeg er optaget af, hvordan vi får en langt mere åben diskussion. Jeg er lavet af et stof, hvor jeg godt kan lide at kalde en skovl for en skovl,« forklarer Uffe Elbæk.

Han nævner selv sin modstand mod den stærkt kritiserede offentlighedslov, sin opbakning til den amerikanske whistleblower Edward Snowden og sin kritik af finansministerens udmelding om, at konkurrencestaten er den nye velfærdsstat, som områder, hvor han har været på kollisionskurs med sit nu tidligere parti og regeringen. Men det, der fik Uffe Elbæk til at melde sig ud af de Radikale, er, at partiet sammen med de øvrige regeringspartier har besluttet at droppe planerne om øremærket barsel til mænd.

»Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over,« siger han til TV 2 News.

Uffe Elbæk oplyser, at han har meddelt sin gruppeledelse sin beslutning i et brev, og at han gået med overvejelserne om at melde sig ud længe. Det er overvejelser, han har delt med den radikale partitop, siger han og uddyber, at der set med hans øjne er for langt mellem de Radikale før valget og partiet ved regeringsmagten.

»Der er for stor en kløft mellem det, vi gik til valg på, og det parti vi er blevet,« fastslår han.

Dagens Gossip