Uffe Ellemann-Jensen: Forsvar skal i centrum

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Det er glimrende, at statsminister Lars Løkke Rasmussen beder Peter Taksøe-Jensen granske dansk udenrigspolitiks udfordringer for at skabe en sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik.

Det siger Uffe Ellemann-Jensen (V), som fra 1982 til 1993 var udenrigsminister i Schlüter-regeringen. Han roser den "meget, meget nødvendige samtænkning" af dansk udenrigspolitik.

- Der er behov for at tænke de ting igennem, som verden ser ud for øjeblikket. Jeg mener, at det forsvars- og sikkerhedspolitiske bør have en meget stærk vægt, siger Uffe Ellemann-Jensen.

- Derfor håber jeg, at Taksø får dén ekspertise tungt repræsenteret i den arbejdsgruppe, han får omkring sig.

Spørgsmål: - Skal vi helt gentænke vores aktivistiske udenrigspolitik fra Afghanistan over Irak til at jage pirater ved Afrikas Horn til vort eget territorialforsvar efter Ruslands okkupation af Krim-halvøen?

- Territorialforsvaret er pludselig blevet vigtigt igen. Når forsvarsforliget bygger på, at der ikke indenfor en overskuelig fremtid opstår trusler indenfor vores nærområde, så er det klart, at virkeligheden har flyttet sig meget, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Taksøe-Jensen, som er dansk ambassadør i Indien, skal på et halvt år lave sin udredning af, hvordan udenrigspolitikken kan skrues sammen.

Flygtningekrisen er også vigtig. Menneskestrømmen fra Tyrkiet over Grækenland, Makedonien og Serbien til EU's grænse har fået Ungarn, Østrig, Tyskland, Slovakiet og Holland til at lukke grænsen helt eller delvis, påpeger Uffe Ellemann-Jensen.

- Syrien er kun én brik i billedet. Det helt store problem for Europa er de mange flere millioner, som ønsker at blive migranter fra Afrika. Det er langt det største problem, mener Uffe Ellemann-Jensen.

/ritzau/