Ufo Humaidan: Træt af at forråde mig selv

Han er vendt tilbage til rap, men der er ikke meget bling og bandeord over Kristian Ufo Humaidans nye single "Bag Horisonten", der kommer på gaden mandag.

Den 34-årige rapper, der gennem 00'erne blev kendt sammen med makkeren Jeppe Bruun Wahlstrøm under gruppenavnet UFO Yepha, går nemlig gerne imod normerne, både musikalsk og i sit privatliv.   

- Det er for mig rigtig vigtigt, at jeg kan være i min egen musik med hele min person. Det har været en lang rejse siden UFO Yepha at finde et sted, hvor jeg følte mig helt komfortabel, og hvor jeg kunne bruge alle mine kompetencer. Men det, føler jeg virkelig, er begyndt at samle sig på denne plade, siger Kristian Ufo Humaidan til Newspaq.

Hans seneste plade, hvor han sprang ud som singer-songwriter, blev aldrig en kommerciel succes, og det fik pladeselskabet til at sige nej til at udgive en ny, og så måtte rapperen på jagt efter nye samarbejdspartnere. Det lykkedes, men resultatet blev aldrig rigtig godt, forklarer Kristian Ufo Humaidan.

- Det blev et fint popnummer, men det blev ikke til noget sommerhit, og det var ligesom den eneste kvalitet, det havde, siger han og fortsætter:

- Bagefter følte jeg, at jeg havde forrådt mig selv. Fordi jeg potentielt var økonomisk presset, havde jeg ladet nogle folk på et pladeselskab bestemme for meget over, hvordan det skulle være, og så fik jeg det sådan, at det skulle aldrig ske igen.

Derfor mærker han nu efter og gør det, der føles rigtigt. Ligesom da han vendte københavner-livet ryggen til fordel for villa og en familievenlig-hverdag i Svendborg.

- Vi gjorde det til trods for, at hele min omgangskreds spurgte, hvad vi havde gang i og sagde, at jeg ikke kunne flytte fra København. Men for os handlede det om at tænke selv og ikke blive i de strømninger, som andre forventer, siger Kristian Ufo Humaidan og fortæller, at familien nu leder efter hus på Ærø.

- Jeg slår bare på tromme for, at man lige går ind og mærker efter, hvad man føler for og ikke bare følger en samfundsnorm, som måske bunder i nogle ting, der ikke længere er aktuelle, siger han.

Og det er netop, hvad singlen "Bag Horisonten" også handler om, forklarer han. 

- Singlen handler om at bevare et åbent sind. Vi skal være åbne overfor, at det kan være, at tingene i virkeligheden ser anderledes ud, end hvad vi ved nu, siger Kristian Ufo Humaidan.

Singlen "Bag Horisonten" kommer på gaden 23. marts. Hele pladen udkommer mod slutningen af sommeren.

Newspaq

Dagens Gossip