Uganda annullerer omstridt antihomolov

Homoseksuelle i Uganda kan ånde lettet op: De skal ikke længere frygte fængsel på livstid på grund af deres seksualitet.

Ugandas forfatningsdomstol har annulleret en meget omstridt lov, der gjorde det strafbart at være homoseksuel.

Ifølge BBC skyldes annulleringen, at loven blev stemt igennem i december sidste år uden et beslutningsdygtigt antal parlamentarikere tilstede.

- Retfærdigheden sejrede, vi vandt, siger advokat Nicholas Opiyo, der førte sagen ved forfatningsdomstolen.

- Jeg er ikke længere kriminel, i dag har vi skrevet historie for de næste mange generationer, siger aktivisten Kasha Jacqueline.

Antihomoloven er "ugyldig", erklærede retsformanden i forfatningsdomstolen, fordi den har overtrådt landets forfatning. Tilhængere af loven har meddelt, at de vil anke dommen til landets højesteret.

Den omstridte lov blev fremsat allerede i 2009 og havde oprindeligt dødsdom for nogle homoseksuelle handlinger. Internationalt pres fjernede dog punktet om dødsdommen.

I februar underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, loven og sendte samtidig et klart budskab til alle de lande, som truede med at trække deres økonomiske støtte til det fattige land: Hvis I ikke accepterer loven, kan I tage jeres penge og forsvinde, løs det fra præsidenten.

Den danske handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), har over for repræsentanter fra Ugandas regering tidligere sagt, at loven er i strid med menneskerettighederne.

Danmark støtter Uganda med 310 millioner kroner, men som konsekvens af antihomoloven blev cirka 50 millioner af støttekronerne omdirigeret, så de ikke længere bliver givet gennem regeringen og staten, men direkte til forskellige organisationer i landet.

Argumentet for ikke at sløjfe støtten helt har været, at de mange millioner var med til at give vægt til det danske pres mod loven.

USA's udenrigsminister, John Kerry, har sammenlignet antihomoloven med nazisternes antisemitiske love i Hitlers Tyskland og med fortidens racistiske love i Sydafrika.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip