Uganda er tæt på at godkende omstridt homolov

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

I sidste måned antydede Ugandas præsident Yoweri Museveni, at han ville afvise at underskrive en kontroversiel anti-homolov.

Loven indebærer, at homoseksuelle kan straffes med fængsel op til livstid.

Men nu har han ændret holdning og vil godkende den kontroversielle lov. Det siger en talskvinde fra Ugandas ledende parti, National Resistance Movement.

Under en partikonference forklarede et panel, hvad de var kommet frem til omkring homoseksualitet.

- (Museveni) erklærede, at han ville underskrive lovforslaget, efter der kom svar på spørgsmålet omkring, hvorvidt man er født homoseksuel eller ej, lyder det fra talskvinde Anite Evelyn.

Ifølge den ministerielle komité bag undersøgelsen er der ikke noget gen for homoseksualitet. Det er "ikke en sygdom men blot en unormal adfærd", konstaterer komitéen i en udtalelse.

Under konferencen sagde præsidentens videnskabelige rådgiver, doktor Richard Tushemereriwe, at "homoseksualitet har alvorlige konsekvenser for folkesundheden, og derfor bør den ikke tolereres."

Anite Evelyn fortæller samtidig, at præsidenten vil lægge vægt på, at personer, "der er fortalere, ekshibitionister eller praktiserer homoseksualitet", vil få en hård behandling.

Anti-homoloven blev vedtaget i sidste måned af parlamentet, da arkitekterne bag den accepterede, at man pillede dødsstraf ud af lovteksten.

I loven er der desuden en rapporteringspligt. Hvis man eksempelvis opdager, at en af ens venner er homoseksuel, har man 24 timer til angive vedkommende, ellers risikerer man selv tre års fængsel.

Ud over Danmark har flere lande ytret planer om at tage fremtidig støtte til Uganda op til overvejelse, hvis præsidenten skriver under på loven.

/ritzau/Reuters