Ugandas oppositionsleder er anholdt efter valgprotest

Skrevet af admin

22/02/2016

Mest læste i dag

Oppositionslederen i Uganda, Kizza Besigye, er mandag blevet arresteret i sit hjem, hvor han har været i husarrest siden fredag. Det skriver Reuters.

Arrestationen sker efter, at Kizza Besigye tabte torsdagens præsidentvalg til den 71-årige Yoweri Museveni, som har siddet på posten i 30 år.

Politiet kalder anholdelsen "præventiv", fordi Besigye angiveligt har opfordret sine tilhængere til at deltage i protester mod valgresultatet.

- I dag har Besigye mobiliseret en gruppe unge, som skulle storme valgkommissionen. Vi havde fået informationer om, at de havde planlagt voldelige optøjer i byen, siger polititalsmand Patrick Onyango.

Besigye havde ingen kommentarer, da han under anholdelsen blev ført ind i en bil med tonede ruder, skriver AFP.

Kizza Besigye, som også er Musevenis tidligere læge, vil ikke acceptere resultatet af valget. Han appellerede efter valget til det "internationale samfund" om at forkaste valgresultatet, da han mener, der er tale om svindel.

Yoweri Museveni fik 60 procent af stemmerne, mens Besigye, som flere gange er stillet op mod sin tidligere patient, fik opbakning fra 35 procent af vælgerne.

Museveni, der har regeret i Uganda siden 1986, har afvist Besigyes klager og bekymringer, efter internationale observatørgrupper har rejst kritik af valget.

De beskylder valgkommissionen for at lede valgprocessen uden gennemsigtighed. Blandt andet har Besigye været anholdt flere gange.

- Oppositionen er ikke ledere. De er bare demagoger og løgnere, som bare taler og taler, sagde Museveni søndag.

- De europæere er ikke seriøse, sagde han videre med henvisning til EU-observatørerne.

/ritzau/Reuters