Ugandas præsident har underskrevet homolov

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har mandag underskrevet en kontroversiel anti-homolov, der kan medføre fængsel på livstid til homoseksuelle og tre års fængsel til andre, der undlader at angive homoseksuelle.

Det oplyser vidner til nyhedsbureauet Reuters.

Med sin underskrift tilfredsstiller præsidenten sin konservative valgkreds, som kraftigt opponerer mod homoseksualitet.

Modsat kommer Museveni i konflikt med en række vestlige lande, blandt andet Danmark, som har truet med at skære i den økonomiske støtte til Uganda.

I sidste måned antydede Museveni ellers, at han ville afvise at underskrive loven. Det er uvist, hvad der har fået ham til at skifte holdning.

Præsidentens videnskabelige rådgiver, doktor Richard Tushemereriwe, fastslog for nylig på en konference, at "homoseksualitet har alvorlige konsekvenser for folkesundheden, og derfor bør det ikke tolereres".

Anti-homoloven blev vedtaget i sidste måned af parlamentet, da arkitekterne bag den accepterede, at man fjernede dødsstraf fra lovteksten.

Loven indeholder blandt andet en rapporteringspligt for alle borgere uanset seksuelle præferencer.

Hvis man eksempelvis opdager, at en af ens venner eller bekendte er homoseksuel, har man 24 timer til angive vedkommende, ellers risikerer man selv tre års fængsel.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip