Ugen starter koldt og flot - men så kommer vejrskiftet

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

Danmark vågner op til en hundekold mandag morgen.

Der har været nattefrost mange steder rundt omkring i landskabet, og især i Jylland gør morgentrafikanterne klogt i at finde deres varme vanter frem.

- Lige i øjeblikket har vi et enkelt sted i Midtjylland, hvor de ligger nede på næsten syv graders frost, fortæller vagtchef Michael Skelbæk fra DMI ved 5.30-tiden.

- I andre dele af Jylland har man tre til fem minusgrader, og på Sjælland ligger vi lige under frysepunktet, tilføjer meteorologen.

I løbet af dagen stiger temperaturen en smule, og det bliver faktisk en rigtig flot start på ugen. Måske bliver mandagen endda den flotteste solskinsdag i femdøgns-prognosen, lyder vurderingen fra DMI. Tirsdagen bliver også fin, lyder det.

- Ugen starter rigtigt flot ud med masser af sol. Men det bliver også en kold start på ugen. Temperaturerne kommer kun op mellem to og fem grader i løbet af eftermiddagen, siger Michael Skelbæk.

- Det bliver også nogle ganske kolde nætter med udbredt nattefrost med fem til syv graders nattefrost.

- Men så sker der er vejrskifte. Natten mellem tirsdag og onsdag presser varmen sig på. Resten af ugen går hen og bliver en blandet landhandel med perioder med pænt solskinsvejr, men så kommer der perioder med regn, fortæller DMI-meteorologen.

Generelt bliver det også mere blæsende hen mod slutningen af ugen.

Men vinden holder også temperaturerne oppe, og onsdag ser ud til at blive ugens varmeste dag, hvor vi kan komme helt op og runde 10 varmegrader i dagtimerne. Til gengæld kommer der regn.

Torsdag bliver også blæsende, men bliver derudover ganske pæn med tørt vejr og en del sol i store dele af Danmark. Fredag kan der komme regn igen, lyder det.

/ritzau/