Ugens vintest: Ni fantastiske australske vine til prisen

Skrevet af redaktion

12/06/2012

Dagens topnyheder

Ugens vintest af vine fra Australien ender med en ny rekord. Resultatet er nemlig, at hele ni vine vurderes til at burde koste mere end prisen, så her kan du få et par gode tips til lækre sommervine. I et felt med rigtig mange gode vine til prisen, var det svært at vælge en vinder. Og så alligevel ikke, for en enkelt vin imponerede specielt meget til prisen. The Dirty Hoe hedder vinen, som forhandles af The Wine Company til en pris af 75 kr. Og det er under det halve af, hvad panelet vurderede, at den burde koste. Vinen er fra Barossa Valley og lavet på Shiraz druen. Og det er en fabelagtig vin, der har alt hvad en god Barossa Shiraz skal have af læder, tobak, røg og peber. Men samtidig har den også en kølighed og finesse der gør, at den lægger kilometervis af afstand til de vammelsøde eksemplarer af australske marmelade rødvine, man kan støde på i samme prisklasse. Helt utroligt at man kan købe en Barossa Valley Shiraz i den kvalitet til bare 75 kroner. Testvinder The Dirty Hoe ****** Forhandler: The Wine Company Pris: 75 kr. Andre anbefalede vine:  Stony Creek Shiraz 2010 ****** Forhandler: Skjold Burne Vinhandel Pris: 44,75 kr. Kommentar: Blød og cremet mellemfyldig Shiraz med lette toner af mørk frugt og peber med pæn lang eftersmag. Virkelig imponerende til prisen.   Mollydooker The Boxer 2010 ****** Forhandler: The Wine Company Pris: 160 kr. Kommentar: Mollydooker røg ind på verdensscenen for nogle år tilbage, da deres første årgang tog Robert Parker med storm, og kvaliteten har holdt ved siden da. Og selvom priserne er steget pænt, leverer de stadig fabelagtig kvalitet til pengene. Det gælder ikke mindst The Boxer 2010, som er en monster tæt og sort Shiraz vin med en alkohol procent på 16,5. Det er en vin, som ganske enkelt blæser en ned af havestolen med en fylde, intensitet og styrke, der er sit navn værdigt. Glem alt om finesse, her er det rå muskelstyrke der gælder. Og hvad det angår, er der ingen der kan konkurrere med The Boxer. Et brag af en vin.   The Lucky Country Chardonnay 2011 ***** Forhandler: Philipson Wine Pris: 69,95 kr. Kommentar: Lækker Chardonnay i den lettilgængelige stil med afdæmpet fad, let mineralitet og toner af eksotisk frugt   The Lucky Country Shiraz 2010 ***** Forhandler: Philipson Wine Pris: 79,95 kr. Kommentar: Pæn mellemfyldig Barossa Valley Shiraz med lette toner af vanilje, chokolade og mørke bær.   Thorn-Clarke William Randell Shiraz 2006 ***** Forhandler: Skjold Burne Vinhandel Pris: 329,75 kr. Kommentar: Testens bedste vin. I øvrigt også den dyreste, men så absolut hver en krone værd, og mere til. Mørk, tæt cremet Barossa Valley Shiraz med lag på lag af intensiv mørk chokolade, kaffegrums, vanilje mokka og røg. Men samtidig også en forfinet afrundethed og balance, der løfter vinen helt op i den ypperste elite blandt australske vine. Bravo   Stony Creek Shiraz Rosé 2011 ****** Forhandler: Skjold Burne Vinhandel Pris: 44,75 kr. Kommentar: Testens eneste Rosé - og hvilken en. Super sommeragtig frisk og levende rosé med intensive jordbær og hindbær toner. Perfekt terrassevin - og genialt køb til tilbudsprisen på 44,75 kr. i juni måned.   Fox Creek Shadows Run 2008 ***** Forhandler: The Wine Company Pris: 70 kr. Kommentar: Endnu en super lækker Shiraz fra Danmarks uofficielle mester i australske vine - The Wine Company. Delikat røgfyldt, velbalanceret og frugtfyldig Shiraz Cabernet Sauvignon med mellemfyldige toner af vanilje og mokka.   Nugan Estate Third Generation Cabernet Sauvignon ***** Forhandler: Superbest Pris: 37,50 kr. (bag-in-box til 149,95 kr.) Kommentar: Letdrikkelig mellemfyldig solbærintensiv Cabernet Sauvignon til en absolut rimelig pris som bag-in-box vin.   FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala: Stjerner        Vurdering ******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen                      *****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen ****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen Vine der vurderes til at koste mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt.  Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk Tegn gratis abonnement på FinansBureauets Nyhedsmagasin her