Uglen Olivia har fået sin kæreste hjem

Uglen Olivia, der bor på Falkecenter Samsø, har i længere tid været på markedet for at finde sig en ny kæreste. Ved hjælp af indsamlinger arrangeret af Færgen og VisitSamsø er denne mission lykkedes, og i fredags fik uglen Olivia så sin nye kæreste hjem. Den nye ugle er dog kun ti dage gammel, så uglen Olivia får lov at vente lidt, før de to kan blive ordentligt introduceret til hinanden.

Den lille nye ugle kom hjem i fredags og ligner mest af alt en ulden tennisbold med øjne. Den nybagte ”uglemor”, Louise Vedel fra Falkecenter Samsø fortæller, at uglens første par dage i det nye hjem er gået rigtig godt:

- Det går super godt med den nye lille ugle. Han er rigtig stærk og meget fremmelig og spiser godt. Samtidig er han begyndt at gylpe tidligere, end vi havde forventet, og det er et meget positivt udviklingstegn for ugler, fortæller Louise Vedel.

Uglen Olivias kæreste er dog det, man måske ville kalde ”kuvøseguf”, for han er noget yngre end hende. Faktisk er den lille nye ugle kun 10 dage gammel. Det er normal kutyme i ugleverdenen, at ugler bliver flyttet til et nyt sted, når de er så små, så de får den bedste mulighed for at vænne sig til det nye miljø og deres nye ”mennesker”.

Lige nu vejer den lille nye ugle 334 gram, og den har taget omkring 100 gram på, siden i fredags, hvor den altså kom hjem til Falkecenter Samsø. Med en diæt bestående af mus og vagtler, vil den, når den er fuldt udvokset, veje omkring halvandet kilo. Uglen er udvokset, når den bliver 12 uger.

Midlerne til at anskaffe en kæreste til Olivia er blevet indsamlet til en række Samsø-events, som Færgen sammen med VisitSamsø har afholdt i Kolding Storcenter, Messe C i Fredericia og i Hillerød Arkaderne. Her kunne de forbipasserende mod et tilskud på 30 kroner til Uglen Olivias kæreste få lov til at holde uglen og blive fotograferet sammen med den.

Bliv ven med Dagens.dk - tryk her

Til sommer kommer Uglen Olivia og den lille nye ugle til at flyve sammen i opvisninger og udføre det, man kalder ”det lydløse sus”. Det er, at uglerne fuldstændig lydløst flyver ned over publikum, så det eneste, man mærker, er suset fra vingerne.

Det er planen, at det nye uglepar skal udvide familien med endnu flere små ugler, når den nye ugle er kønsmoden.

Dagens Gossip