Uheld lukkede Storebæltsbroen i begge retninger

Skrevet af admin

28/02/2016

Mest læste i dag

Storebæltsbroen mellem Sjælland og Fyn er kort før klokken 01.30 natten til søndag blevet åbnet for biltrafik i begge retninger, efter at den i godt en times tid var lukket på grund af uheld.

Det fortæller vagthavende ved Sund & Bælt til Ritzau.

- Jeg kan bekræfte, at broen netop er blevet genåbnet for trafik i begge retninger, siger Thomas Stege.

I første omgang var det en episode på broen i retning mod Sjælland, der spærrede den ene retning, men nysgerrige bilister på vej til Fyn kørte efterfølgende galt.

- Der er lukket i begge retninger nu. Der er nogle, der har lavet kigge-uheld i vestlig retning, fordi vi arbejder ude på stedet, sagde vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Henrik Karlsen tidligere på aftenen.

Politiet meddeler, at ingen er kommet alvorligt til skade. Dog er der blevet kaldt to ambulancer ud til personer, som har ondt i nakken.

- To biler er kørt galt. Den ene af dem har ramt en af vores biler, sagde Henrik Karlsen.

Det var en person, der truede med at springe fra broen, som først fik myndighederne til at lukke for biltrafikken.

Der har tilsyneladende ikke været ændringer i togtrafikken over broen.

/ritzau/