Uheld med lastbiler skabte op mod ti kilometer kø

Lastbilchaufførerne bør nok lære at være mere opmærksomme i trafikken og holde afstand. I hvert fald var for lidt afstand årsag til, at seks lastbiler i går var impliceret i hele tre uheld på den sønderjyske motorvej ved Kolding.

Første uheld skete kort før middag, hvor to lastbiler bragede sammen. Det skete mellem Kolding Syd og rasteplads Hylkedal. De to lastbiler snittede hinanden. Det skete i forbindelse med nedbremsning på grund af tæt trafik, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ved 14.20-tiden gik det galt for to andre lastbiler, der kørte sammen ved frakørsel Kolding V i sydgående retning og senere på eftermiddagen fik yderligere to lastbiler nærkontakt.

Det blev dermed en rigtig øv dag for bilisterne på motorvejen. Onsdag eftermiddag proppede trafikken så meget sammen, at der var kø helt fra Skærup og Fredericia. Bilisterne søgte ind gennem Kolding og det gav lange køer gennem byen. Blandt andet var der på et tidspunkt kø helt ude fra Fynsvej og ned ad Jens Holms Vej.

Politiet oplyser, at alle tre uheld skyldtes, at lastbilerne ikke holdt nok afstand mellem hinanden.

Dagens Gossip