Uheld med signalpistol: Dansk soldat lettere skadet i Afghanistan

Soldaten befandt sig i Camp Price, da han under vedligeholdelse blev ramt af en lyskugle afgivet fra en signalpistol.

Der blev iværksat førstehjælp på stedet, hvorefter soldaten blev fløjet til videre behandling på felthospitalet i Camp Bastion. Det er efter CT-skanning konstateret, at soldaten ikke har pådraget sig alvorlige skader, men er sluppet med et overfladisk brandsår og en bule.

Soldaten har det efter omstændighederne godt, og har selv ringet hjem og underrettet sine pårørende. Soldaten kommer fra Odinkompagniet, der er opstillet af Den Kongelige Livgarde i Høvelte.

Der er iværksat en undersøgelse af de nærmere omstændigheder ved ulykken. Signalpistoler anvendes til afskydning af farvede lyskugler, der anvendes som belysnings- eller signalmiddel.

Dagens Gossip