Uheld under landing efterlader 10 kvæstede i New York

Ifølge flere internationale medier, blandt andet CNN og New York Times, blev 10 kvæstet ved uheldet mandag, og de bliver behandlet for mindre skader, mens oplevelsen har chokeret både øjenvidner og passagerer.

»Det lød som om, man ramte en mur,« fortæller passageren Frank Ferramosca på 22 år fra Manhattan til New York Times om braget, da flyets forende ramte landingsbanen, og hans forklaring bliver suppleret af Anastasia Elliot, som ligeledes var om bord.

»Vi ramte jorden ret hårdt og gled. Der var en masse røg, der fyldte flyet, bare en masse røg og brændt gummi,« beskriver hun over for CNN.

Passagerflyet fra Southwest Airlines, der var på vej fra Nashville, rapporterede om mulige problemer med landingsstellet inden landingen, oplyser amerikanske luftfartsmyndigheder.

Da flyets næse skrabede mod landingsbanen, skabte det gnister, som fløj omkring, og også udefra så uheldet voldsomt ud.

»Jeg så et hjul flyve af og forsvinde ud til venstre, og næsen ramte direkte ned på jorden og fik gnister til at flyve rundt overalt,« forklarer 30-årige Jeff Crabiel fra Nashville, som var om bord på et andet fly på landingsbanen, til New York Times.

Og da Boeing-flyet standsede klokken 17.45 lokal tid, hvilede flyets blå- og orangefarvede næse da også fortsat på landingsbanen, og uheldet tvang lufthavnen til midlertidigt at lukke for alle flyvninger.

Planlagte flyafgange til La Guardia blev holdt tilbage i andre lufthavne, mens de fly, der allerede var på vej mod lufthavnen, blev omdirigeret til New York-lufthavnene Newark og John F. Kennedy, hvilket forårsagede store forsinkelser.

En parkeret Boeing 787 Dreamliner uden passagerer brød tidligere på måneden i brand i den britiske lufthavn Heathrow, hvor landingsbanerne nær det brændende fly blev lukket og siden genåbnet efter en time.

Samme aften blev en Dreamliner på vej til USA nødt til at vende tilbage til lufthavnen i Manchester, hvor det var kommet fra.

Den første uge i juli nødlandede et passagerfly fra Asiana Airlines i San Francisco i USA, hvor tre kinesiske skolepiger mistede livet og yderligere 180 personer blev såret.

Dagens Gossip

Dagens TV