Uheldig jæger skyder sig selv under jagt

En årlig massejagt på kaniner i New Zealand var lørdag ved at ende helt galt for en jæger.

Den 26-årige skytte mistede fodfæstet, da han skulle affyre et skud, og i stedet for at ramme en kanin skød han sig selv i hånden.

Mere end 400 jægere deltog i den store påskejagt, som hvert år finder sted i Otaga-regionen på Sydøen i New Zealand.

Arrangementet har til formål at holde antallet af kaniner nede og fandt sted for første gang i det 19. århundrede. Lokale landmænd ser nemlig dyret som en pestilens.

Omkring 10.000 kaniner bliver normalt slået ihjel i løbet af den 24-timers-begivenhed. Tallet toppede i 2011, da der blev skudt cirka 23.000.

Der bliver betalt en dusør for kaninernes kroppe. Nogle bliver brugt som lokkemad for at fange rovdyr i et reservat, som huser den truede Kiwi-fugl.

Dyrerettighedsforkæmperne i SAFE er kritiske over for kaninjagten. Gruppen mener ikke, at traditionen har noget at gøre med en egentlig kontrol af kaninbestanden, og SAFE frygter, at uerfarne jægere skamskyder en masse kaniner.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip