Uheldig Nicki Pedersen jagter første sejr

Efter at have kørt de sidste par grand prix'er med en brækket hånd er speedwaykøreren Nicki Pedersen klar igen til at køre for fuld gas, når det lørdag aften gælder det polske grand prix i Gorzow.

- Hævelsen har fortaget sig, og nu har jeg siddet over i 14 dage siden sidste grand prix, så den har fået den ro, den skal have. Jeg har været i Danmark en del gange og få behandling, så jeg har styrken igen, og jeg har kunnet holde formen lidt ved lige, siger Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen brækkede hånden under det svenske grand prix i Göteborg i starten af maj, og har de sidste to løb kørt med en speciel skinne og på masser af smertestillende medicin. På trods af de svære betingelser kørte han en tredjeplads hjem i Tjekkiet og nåede semifinalen i Cardiff i forrige weekend, hvor han desværre styrtede.

Styrtet satte ham tilbage endnu engang, men efter 14 dages ro er han klar til at køre igennem uden hårde smertestillende medikamenter.

- Om jeg er 100 procent er ikke sikkert, men det er heller ikke sikkert, at det er nødvendigt. Jeg kan holde ved cyklen igen nu, og formålet er, at jeg ikke skal medicinere den så meget som de sidste par gange. I yderpunkterne, der svarer det til, at man har en forstuvet ankel. Så kan man godt mærke den lidt igen, så jeg skal bare ikke ud i yderpunkterne. Så har jeg ingen problemer, siger han.

Efter tre tredjepladser i de første fem grand prix'er er det også på tide at stå øverst på skamlen, hvis han skal avancere fra sin nuværende tredjeplads i den samlede stilling.

- Jeg tager tingene lidt ad gangen, men det banker da på. Jeg føler, jeg har manglet lidt fart i de første grand prix'er, og så har jeg kørt tre grand prix'er med en brækket arm. Jeg ligger lige nu nummer tre, og når jeg kommer helt fit tilbage, kan jeg håbe på, det går endnu bedre, end det har gjort. Jeg skal bare blive ved med at ramme semifinalerne og finalerne, og så slår jeg også til på et tidspunkt. Det er der ingen tvivl om, siger han.

Nicki Pedersen har 13 point op til den førende russer Emil Sayfutdinov, der allerede har sejret i tre gange i år.

- Emil har gjort det godt i år, og alt flasker sig for ham, men mon ikke han også går lidt i stå på et tidspunkt. Der er ikke noget, der er kommet til mig overhovedet, det har været hårdt arbejde hele vejen igennem. Jeg skal bare kigge på mig selv, og så må vi håbe, han ramler ind i noget. Der er intet, der er kørt endnu, siger Nicki Pedersen.

Dagens Gossip

Dagens TV