Uheldsramt københavnerbro volder igen problemer

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

Selv om cyklister og fodgængere nu kan krydse Inderhavnsbroen, der forbinder Nyhavn og Christianshavn i Københavns indre by, så er broen tilsyneladende ikke færdig med at volde problemer for Københavns Kommune.

Ifølge TV2 Lorry kan broen søndag ikke åbne for færgetrafik i havnen.

Det er kun lidt mere end tre uger siden, at broen kunne tages i brug efter flere års forsinkelse.

Problemerne med broen fik søndag morgen konsekvenser for Hven-færgen, der netop havde sat kursen mod øen med 170 passagerer om bord, fortæller færgens indehaver, Kirsten Rønn Madsen.

- Vi har oplevet det før. Men så er der aldrig gået mere end 15, måske 20 minutter. Så det er lykkedes at få den op. Men denne gang skete der ingenting, siger hun til TV2 Lorry.

Efter cirka en times ventetid valgte færgens medarbejdere at sætte passagererne i land igen.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune oplyser til Ritzau, at den er gal med en kile, der skal aflaste den konstruktion, der får broen til at åbne og lukke. En tekniker er tilkaldt.

Inderhavnsbroen åbner kun for sejlere, der har bestilt en tid. I sommersæsonen skal broen efter planen åbne morgen og aften for Hven-færgen. Kommunen håber, at teknikeren kan nå at udbedre fejlen inden næste planlagte åbning søndag aften.

Inderhavnsbroen, der også er kendt som "Kyssebroen", skulle oprindeligt have stået klar allerede i 2013. Men talrige problemer med blandt andet konstruktionen af broens lukkemekanisme har udskudt arbejdet med broen.

De første af mange problemer med byggeriet opstod i maj 2012, da den daværende entreprenørkoncern på projektet, Pihl, støbte broens søjler for høje.

Senere gik Pihl konkurs, hvilket både fordyrede og forsinkede projektet yderligere.

Der er officiel åbning af broen fredag den 19. august, hvor der afholdes "en festlig københavnerbegivenhed på begge sider af havnen", har Københavns Kommune tidligere oplyst.

/ritzau/