Uhellig alliance vil sætte prop i ministerpension

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

Normalt er Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance ikke enige om meget på Christiansborg, men nu går de tre partier sammen om et udspil, der skal hæve politikernes egen pensionsalder og skære i deres pension. Det skriver Berlingske.

Eksempelvis skal politikere først kunne modtage politikerpension fra folkepensionsalderen ligesom alle andre danskere.

Og det skal ifølge partierne tage længere tid at optjene retten til ministerpension ved at forlænge optjeningsperioden fra ét til to år.

Det ville i givet fald betyde, at tidligere ministre som Annette Vilhelmsen (SF), Thor Möger Pedersen (tidligere SF) og Mette Gjerskov (S) ville miste deres ret til at modtage ministerpension.

- Hvordan kan det være retfærdigt, at ministre kan optjene ret til livslang skatteyderbetalt ministerpension ved et års arbejde, når almindelige lønmodtagere selv skal indbetale til deres pensionsopsparinger igennem et langt arbejdsliv, spørger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, i en kommentar til Ritzau.

Den såkaldte vederlagskommission ventes inden årets udgang at komme med sine anbefalinger til politikernes løn- og pensionsvilkår.

Enhedslisten vil med en række beslutningsforslag tvinge politikerne fra Venstre, Socialdemokraterne og flere andre partier til at argumentere for, hvorfor det er rimeligt, at de har bedre vilkår end danskerne generelt.

- Jeg har altid ment, at det var stødende, at mens politikerne har hævet pensionsalderen og afskaffet efterlønnen for danskerne, så har de fastholdt nogle helt urimelige privilegier for sig selv, siger hun.

Mens de tre partier er enige om skære i ministrenes pensionsvilkår, er de ikke enige om lønvilkårene for medlemmerne af Folketinget.

Liberal Alliance ønsker at hæve lønnen for de 179 MF'ere, men det vil hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti være med til.

- Jeg synes faktisk, vi er rimeligt lønnet, siger Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, til Berlingske og udtrykker undren over, at et folketingsflertal på forhånd har besluttet at vedtage Vederlagskommissionens anbefalinger.

Et medlem af Folketinget har en grundløn på over 51.000 kroner. Hertil kommer blandt andet et skattefri omkostningstillæg på over 5000 kroner om måneden.

Vederlagskommissionen skal komme med sit udspil inden udgangen af 2015.

/ritzau/