»Uhyre skarp« Lykketoft-kritik misser målet

Det vurderer Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen.

»Oppositionen skyder på budbringeren. Lykketoft har begrænsede virkemidler at gøre godt med, når det kommer til at sætte en regering på plads. Det er ganske enkelt den forkerte mand, oppositionen angriber. Den burde i stedet kritisere Thorning for dybest set at svigte Folketinget og den formand, som hun selv har været med til at udpege,« siger Thomas Larsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Omdrejningspunktet i oppositionens kritik er, at der siden regeringsdannelsen i oktober 2011 løbende har været sat kritisk fokus på, at de enkelte ministre og ministerier ikke lever op til de vejledende regler for høringsfrister og svartider i Folketinget.

Lykketoft har flere gange kritiseret regeringen for det i medierne, men det er ikke nok, mener de borgerlige partier, der beskylder ham for ikke at reagere tilstrækkeligt, fordi han – stik imod sin rolle i deres øjne agerer partipolitisk.

Det er dog en forfejlet kritik, vurderer Thomas Larsen, der kalder Lykketoft for en velfungerende og stærk formand for Folketinget.

»Man kan komme med mange eksempler på, at han i fuld offentlighed har sagt til regeringen, at det er ikke godt nok, at forskellige parter i samfundet ikke får tid nok til at sætte sig ind i de lovforslag, der bliver fremlagt. Hvis regeringen ikke retter ind, så har Folketingets formand ikke så mange sanktioner, når det kommer til stykket,« siger Thomas Larsen.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er oppositionens angreb i strid med, hvordan Folketingets formand engang blev behandlet.

»Det er en uhyre skarp kritik fra de borgerlige partier, og det er helt i strid med den linje, der har været fulgt i rigtig mange år omkring Folketingets formand. Det har historisk set været sådan, at når et flertal havde valgt en formand, så stod hele tinget samlet omkring ham,« forklarer Hans Engell og understreger:

»Men når det er sagt, så har vi oplevet, at der i de seneste år har været ført kritik af Folketingets formand,« siger Hans Engell, der nævner flere eksempler på kritik af formænd i nyere tid, blandt andre af Thor Pedersen (V), der var Folketingets formand fra 2007 og 2011.

»Han fik meget kritik af den daværende røde opposition for at styre alt for egenrådigt og for ikke at tage hensyn til folketingsmedlemmer og de øvrige præsidiemedlemmer (som formanden rådfører sig med, red.),« siger Hans Engell.

Mogens Lykketoft siger til Berlingske, at angrebene i hans øjne er »tarvelige«, og at det havde klædt politikerne, hvis de var kommet direkte til ham med deres kritik.

Sidste år modtog Advokatsamfundet 500 sager til høring. I 131 af tilfældene gav regeringen under 11 dage i svartid og i yderligere 106 sager var fristen mellem 11 og 21 dage, hvilket ligger under den frist på fire uger, som er rettesnoren for regeringen, og som af eksperter betragtes som et minimumskrav.

Enhedslisten meddelte fredag, at partiet vil fremsætte et beslutningsforslag, der sikrer, at et lovforslag ikke kan behandles i Folketinget medmindre, der har været en høringsperiode på mindst fire uger. Det skal dog være muligt at dispensere for dette, men kun hvis Folketinget konkret vedtager det, understreger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen (Ø).

Dagens Gossip