Ukendt Osbourne-datter tager afstand

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Et ordsprog siger, at det bliver i familien, men det gælder ikke for familien Osbourne.

Da den excentriske rockmusiker Ozzy Osbourne åbnede hjemmet for hele verden i reality-serien "The Osbournes", var det uden sin og fru Sharons ældste datter, Aimee, der flyttede ud, da kameraerne rykkede ind.

I et interview med avisen The Independent taler den forholdsvis ukendte Aimee Osbourne nu ud om sit til tider turbulente forhold til familien.

- Dengang prøvede jeg stadig at finde ud af, hvem jeg var, så hvorfor i alverden skulle jeg have det portrætteret på tv?, spørger 32-årige Osbourne retorisk i interviewet og fortsætter:

- Jeg ville også gerne beskytte mine forældre og søskende, men det gjorde alligevel ikke nogen forskel, hvad jeg tænkte. Det var deres beslutning, og det havde de selvfølgelig ret til, forklarer Aimee Osbourne, der langer ud efter showet:

- Jeg var den, der skulle være i kontrol hele tiden, og at se folk komme ud af kontrol og være så dramatiske var virkelig dumt. Det har måske været deres valg, men jeg ville ikke være en del af det. Jeg har for det meste holdt sammen på mig selv, understreger Osbourne.

- Når jeg spiser frokost med min mor, brokker hun sig over paparazziene. Så siger jeg til hende, at hun bare kunne have taget en hat på, men selvfølgelig gør hun ikke det. Hun elsker det, men jeg er modsat og har altid været det.

Aimee Osbournes far, Ozzy, har to børn med sin første kone, Thelma Riley, og adopterede også hendes søn, mens han har tre børn med sin nuværende kone, tv-værten Sharon Osbourne.

Det er kendisbørnene Jack og Kelly Osbourne, som blev kendt som familiens evigt sure og tvære unger i reality-serien.

- Jeg vil ikke sige, at der er en lethed mellem os, men der er en accept, men vi tilbringer ikke tid sammen, siger Aimee Osbourne om sine biologiske søskende Jack og Kelly.

Til trods for at hun tager afstand fra nogle af familiens valg, så løber hun ikke fra sine gener. Aimee Osbourne laver nemlig musik under navnet ARO.

/ritzau/FOKUS