Ukendte gerningsmænd kidnapper 26 qatarer i Iraks ørken

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Ukendte gerningsmænd i en stor konvoj af lastbiler har bortført mindst 26 qatarer fra deres jagtlejr i ørkenen i Irak nær den saudiske grænse tidligt onsdag.

Det oplyser den regionale guvernør og politikilder.

To politikilder i byen Samawa bekræfter bortførelsen og siger, at sikkerhedskilder har indledt en større efterforskning af de bortførte qatarer.

- En væbnet gruppe i snesevis af ladvogne har bortført mindst 26 qatarske jægere fra deres lejr i området Busaya i Samawa-ørkenen nær den saudiske grænse, siger guvernøren i Samawa, Falih al-Zayady.

De skulle være blevet kidnappet klokken 03 lokal tid af ukendte gerningsmænd.

Derudover er det småt med oplysninger om hændelsen.

Jægere fra forskellige Golf-stater rejser ofte til området på denne årstid for at jage.

Ifølge en kilde fra Samawas politi var jægerne ledsaget af en eskorte bestående af irakiske sikkerhedsstyrker, men den besluttede sig for ikke at sætte sig imod de ukendte gerningsmænd.

- Vi taler om mindst 100 bevæbnede mænd med små og mellemstore våben, som brød ind i den qatarske lejr og bortførte jægerne omkring klokken 03 lokal tid, siger en politimand på betingelse af anonymitet.

Umiddelbart har ingen taget skylden for hændelsen.

Den militante bevægelse Islamisk Stat er kendt for at rejse i store konvojer, skriver Reuters.

/ritzau/Reuters